• Rosenkrantz-Theil svarer igen på krigserklæring: »De bruger deres taletid på et skakspil om magten«

    Источник: BDK Borsnyt / 20 ноя 2024 11:20:30   America/New_York

    Tirsdag ville Socialdemokratiets overborgmesterkandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, ikke forholde sig til den chokmåling, der spår det gamle arbejderparti et historisk dårligt valg i den gamle arbejderby København. Men en klar krigserklæring fra Københavns teknik- og miljøborgmester, Enhedslistens bud på en kommende overborgmester, Line Barfoed, får nu Pernille Rosenkrantz-Theil til alligevel at tage bladet fra munden. »Jeg noterer mig, at Enhedslisten nu er blevet et parti, der går mere op i skakspillet om magten end i, hvad det er for et Københavns, de drømmer om.« »Sådan har det ikke altid været med Enhedslisten,« lyder det fra Pernille Rosenkrantz-Theil, der selv har en fortid som politisk spydspids for Enhedslisten. Baggrunden for hendes modangreb er, at Line Barfoed i et interview med Berlingske erklærer, at det er på tide med et tronskifte på overborgmesterposten i København. I mere end 100 år har Socialdemokratiet siddet tungt på posten, men efter næste års kommunalvalg skal det være slut, mener Line Barfoed. Hun er klar til at sætte alle sine mandater bag SF, hvis det betyder, at Socialdemokratiet bliver holdt ude af overborgmesterkontoret. Konflikten mellem de to partier på Rådhuset bunder i en meningsmåling, der tidligere er blevet beskrevet i Berlingske og Altinget. Målingen er foretaget af Epinion og analyseinstituttet Analyse & Tal for Enhedslisten og SF. I målingen står Socialdemokratiet til bare 12 procent af stemmerne i Københavns Kommune. Enhedslisten står til 24 procent. SF til 21 procent. Berlingske har set undersøgelsen. En bred koalition Derfor foreslår Line Barfoed, at det største rød-grønne parti på Rådhuset stiller sig i spidsen for en koalition af samme farve. En alliance, som Barfoed også gerne så indeholde Socialdemokratiet. Det giver Pernille Rosenkrantz-Theil ikke meget for. »Når Enhedslisten fremlægger sine drømme for København, så kan vi jo finde ud af, hvilke fællesmængder der er,« siger hun og gentager, at hun ikke vil spille med på Enhedslistens »skakspil«. Men det er vigtigt, at det er jer, der bliver overborgmesterparti? »Det tror jeg, at alle partier på Rådhuset gør. Jeg tror ikke, der er ét eneste parti, der ikke stiller med sin egen spidskandidat.« Hvorfor er det vigtigt, at det lige netop er jer, der bliver overborgmesterparti? »Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi (Socialdemokratiet og Enhedslisten, red.) – i hvert fald hidtil – har haft vidt forskellige drømme for København,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil og nævner blandt andet Socialdemokratiets forslag om billigere boliger, som Enhedslisten ikke ville støtte. »Jeg synes i hvert fald, at der er den forskel, at der ikke rigtig har været samme villighed til at walk the talk. Men det kan jo være, at Enhedslisten har fået andre og nye drømme. Det ved jeg ikke, for de fremlægger dem ikke. De bruger deres taletid på et skakspil om magten.« Står et svært sted Pernille Rosenkrantz-Theil indrømmer, at Socialdemokratiet står et svært sted, men hun er heller ikke overrasket over den seneste måling, der sender Socialdemokratiet på katastrofekurs. »Jeg synes jo, at vi i Socialdemokratiet står et meget alvorligt sted i København. Altså, vi fik under ti procent af stemmerne til det europaparlamentsvalg, der blev gennemført før sommerferien. Og det vil sige, at på den måde er der jo ikke meget nyt i den måling, der lige er kommet nu.« Kunne du forestille dig, at Socialdemokratiet efter kommunalvalget gik i en koalition med partier hen over midten for at bevare overborgmesterposten? »Jeg kommer simpelthen ikke til at gå ind i det skakspil. Altså, vi aner ikke, hvordan vælgerne sætter deres kryds, og jeg synes, at det, der skal være vores politik frem mod et valg, er jo, at vi fremlægger for vælgerne, hvad er det, vi drømmer om for København.« »Og så kan vælgerne tage stilling til, hvad de synes er det mest rigtige.« Men skylder man ikke vælgerne at tage stilling til de koalitionsmuligheder, man opererer med allerede inden et valg? »Samme svar som til det sidste spørgsmål.« Læs hele Berlingskes interview med Line Barfoed her. https://www.berlingske.dk/politik/rosenkrantz-theil-svarer-igen-paa-krigserklaering-de-bruger-deres-taletid
Опубликовать